Jeg blev i august inviteret til at deltage i Bioblitz i Tarup-Davinde, og det blev en oplevelse jeg sent glemmer. Temaet var natlysning af insekter, og starten gik lidt før solnedgang ved Naturskolen. Isabel og Henrik som er naturvejledere i Tarup-Davinde havde lavet pizza i Naturskolens stenovn, og det var en forrygende start at mødes med de øvrige deltagere omkring noget lækkert mad.

Niels, Christian og Leif fra Entomologisk selskab for Fyn introducerede derefter til natsommerfugle, som var det der primært skulle kigges efter. De laver løbende observationer af sommerfugle i forskellige områder, for at styrke det datagrundlag der er, som kan anvendes i forskellige sammenhænge.

I Tarup-Davinde blev der kun brugt lyslokning. Tre såkaldet tårne og to opstillinger med kviksølvlamper, lagner og æggebakker. Det er imponerende at opleve hvor hurtigt der kommer dyr til i hopetal. Der er natsommerfugle, men også alle mulige andre dyr. Fluer, hvepse, stankelben, græshopper og flere andre. Der blev registeret 111 arter. Det lykkes mig ikke at få billeder af dem alle sammen, men dem jeg fik i kassen, kan ses som fund på arter.dk hvis man har login.

Nogen af os der var med i Tarup-Davinde har efterfølgende være med Niels, Christian og Leif ude i Hesbjerg Skov. De er igang med en undersøgelse af hvilke arter af natsommerfugle der lever i skoven, og de laver lys- og sukkerlokning over en treårig periode. Vi har deltaget i de to sidste registreringer i undersøgelsen den 21. september og den 25. oktober i år. Det er tydeligt at antallet af aktive arter falder hen på efteråret. Den 21. september blev der registreret 14 arter og den 25. oktober 13.

Den 25. oktober var en for årstiden lun aften, og det var skønt at være i skoven på det tidspunkt. Ud over at opleve den mange arter af natsommerfugle, så ser man mange andre dyr komme til lyset, og man ser bla. flagermus og hører natuglen kalde. Det kan anbefales.

Som fotograf er det måske lidt ensidigt at fotografere dyr med net og æggebakker som baggrund, men det er da også det eneste minus der er ved oplevelserne.

Fundene:

Alle fundene fra turene er registreret på arter.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *