Så blev det endeligt efterår. Det er tid til at slå græs og så de indsamlede frø ud. Det er også tid til at kigge tilbage på foråret og sommeren.
Nye bier i haven
Det jeg går mest op er bierne i haven. Det er fantastisk at følge dem og helt overvældende hvor mange der er. I år har jeg fundet en hel del nye arter og den mest interessante er Gederamsbladskærerbi som der ikke er mange fund af i Danmark. Den er dukket op i et insekthotel min søn lavede i skolen for en del år siden. Men der er også kommet andre til som f.eks. Blåhatjordbi, Sort panserbi og Prikket hvepsebi.
Valideringen af bier går det ikke så godt med. Jeg lægger alle fund af bier op på arter.dk, men der er stort set ikke ikke nogen fund der bliver valideret. Du kan se alle mine fund på arter.dk her.
Gode planter
Der er ingen tvivl om at det er de planter der er i haven der er grundlag for det meste dyreliv, og det er faktisk overraskende hvor hurtigt man kan lokke nye arter til.
Tørst
Vi har plantet Tørst i haven og på trods af at de kun var 25 cm høje det første år, så var citronsommerfuglen der med det samme.
Blåhat
I år har Blåhat været det nye scoop. Den tiltrækker mange biller, fluer, hvepse og bier. Blåhatjordbi er en af dem.
Kæmpe-jernurt – Verbena bonariensis
Verbena har vi haft i mange år, og den udemærker sig ved at blomstre og producere nektar fra midt på sommeren og til langt ud på efteråret. I år er der stadig humlebier og sommerfugle i den her i oktober. Der findes mange forskellige arter af Verbena, og jeg ved ikke om de alle er gode i haven. Jeg tror vores Kæmpe-jernurt er kommet til ved spredning fra en anden have.
Duehale er en af de sommerfugle der stort set altid kommer til Verbena.
Bærbuske og frugttræer
Vi har ikke haft så mange planter der blomstre tidligt. Den helt store magnet er en lille stikkelsbær der lokker mange af de tidlige bier til. I det hele taget er bærbuske og frugttræer gode for insektlivet foråret.
Tidsler
Planter man ikke kan komme uden om er tidsler. Dem har vi mange af, og vores naboer er nok ikke så begejstrede. Men der er bare et væld af insekter og fugle der elsker tidsler. Så det gør vi også.
Fredløs
I området vi bor i har jeg slet ikke set Fredløs, og det er lidt besynderligt at vi har Hvidbenet Oliebi i vores have. Vi har Fredløs i et forhenværende blomsterbed, men man skulle ikke tro at det var nok til en bestand af bien. Derfor skal vi have flere. Hvidbenet Oliebi er forholdsvis sjælden.
Frugt
Efteråret byder hos os på æbler, pærer og blommer. Særlig blommer er en lækkerbisken for natsværmere, og man kan med sikkerhed finde mange forskellige arter på overmodne frugter der stadig sidder på træerne.
Ny planter
Det er nu tid til at så nye planter. Forhåbentlig kan vi få gjort kål på noget mere græs, og få flere blomstrende planter til at gro. Vi har indsamlet frø af bla.:
- Foder-kulsukker
- Fredløs
- Gederams
- Katost
- Klinte
- Kæmpe natlys
- Kaukasisk Kulsukker
- Merian
- Rosenskovmærke
- Slangehoved
- Tusindstråle
Insekthoteller
Insekthoteller er fantastiske. Ikke fordi jeg tror at insekterne ikke kan klare sig uden, men de gør at jeg kan få lov til at kigge på insekter på en helt anden måde end ellers.
Da vi fik de første var forventningen at det var bier der ville bygge rede i hotellerne, og det er det også, men der er bare så mange andre insekter der bruger dem. Nogen af dem for at bygge reder, men mange andre for at snylte på redebyggerne.
Disse to har vores børn lavet da de gik i folkeskolen, og de udemærker sig ved at være små. Jeg tror at mange små hoteller er bedre en store. I de store hoteller er der meget uro og kamp om mulighederne, mens der er mere roligt ved de små med ensartede huller.
I år har vi lavet en del nye hoteller. Det er ikke ligefrem luksushoteller, for i bund og grund er det bare gammel træ af forskellige sorter der er boret huller i, og det er placeret forskellig steder i haven.
Kort fortalt så er erfaringerne at løvtræ er godt, egetræ er bedst og dybe huller sparer bierne for en masse arbejde med at lukke huller. Hullerne må gerne været 15-20 cm dybe.
Jordbierne vil gerne have områder med bar jord eller sparsom vegetation. Nogle foretrækker sandet jord.
Stendiger tiltrækker også mange forskellige jordbier. Vi har en meget lang og høj stensætning, og det er uden tvivl det sted hvor der er sol og læ der er eftertragtet.