Pelsbier eller vægbier
På svensk hedder vægbierne Pelsbier, og det er måske mere retvisende end det danske navn. Vægbierne kan ganske vist bygge deres reder i murværk, men er meget alsidige og kan også bygge i jorden eller træværk.
Hvis man har vægbier i haven, så ved man det. Der er stor aktivitet at hunner der samler pollen i et rasende tempo, og patruljerende hanner der har travlt med at genere hinanden og alle andre insekter der kommer i nærheden af deres blomster.
Et fællestræk for alle vægbierne er at de er tæt behårede, og kan minde om små humlebier. De ses ofte sammen med Agerhumle, og kan i farten godt forveksles med dem.
Hunnerne samler pollen på pollenbørster på bagbenene. De har alle sorte ansigter, mens hannerne alle har gule eller hvide tegninger i nederste del af ansigtet.
Forårsvægbi
Allerede i marts måned kan man se de første vægbier i haven. Det er Forårsvægbien der er på spil, og lige som de øvrige vægbier er den nem at kende på den meget heftige søgen efter pollen. I vores have er det primært Korsblomst den finder føde på. Hos naboen er Kulsukker.
Havevægbien bygger reder i lerskrænter eller dårlig vedligeholdt murværk, hvor der er varmt.
Hunnerne er helt sorte, med undtagelse af de orange pollenbørster på bagbenene. Hannerne har ligesom de øvrige vægbi hanner gule/hvide tegninger i ansigtet, men kan adskilles ved at den har lange sorte hår på fodledet af midterste benpar.
Havevægbi
Havevægbierne kommer frem i maj måned. Den ses på mange forskellige planter, og jeg har set den på Blåkant, Skovgaltetand, Honningurt og Kæmpe jernurt i år.
Havevægbier er meget alsidige når det handler om placering af reder. De bygger rederne i jorden, i murværk eller andre steder hvor den finde naturlige huller.
Både hunner og hanner har hvide hårbånd på bagkroppen og grønne øjne. Hannerne har gule/hvide tegninger i ansigtet, som kan variere en del, men har dog som oftest to sorte pletter under antennerne.
Hanner forsøger at beskytte deres territorium, som er de blomster den søger føde i. Den forsøger at jage ubudne gæster væk, men holder sig dog fra Stor uldbi og store humlebier,
Galtetandvægbi
Galtetandvægbien holder til hvor der er træer, gerne blandingsskov. Den bygger rede i porøse grene og stammer, eller i træstubbe. Hunner finder eksisterende huller som den bearbejder, eller den gnaver selv redegangen.
I modsætning til Havevægbi, har Galtetandvægbi ikke hårbånd på bagkroppen. Det bedste kendetegn på hunnerne er dog en ret tydelig rød hale. Hannerne har gule tegning på nederste del af ansigtet.
Arter
Slægten vægbier hedder Anthophora på latin.
I vores have har vi
- Forårsvægbi – Anthophora plumipes
- Havevægbi – Anthophora quadrimaculata
- Galtaetandvægbi – Anthophora furcata
Derudover findes Pragtvægbi, Anthophora aestivlia og Sort vægbi, Anthophora retusa i Danmark. Begge er sjældne.
Arterne Lille vægbi, Anthophora bimaculata og Humlevægbi, Anthophora plagiata optræder begge på listen over kendte arter i Danmark, men de er ikke fundet i nyere tid.
Kilder
- artfakta.se
- naturbasen.dk