Jeg har tit været på tur med kameraet i Hesbjerg Skov lidt vest for Odense. Men i anledning af at skoven er blevet fredet, som en del af Hesbjergkilen, så tog jeg på tur i går for at se om jeg kunne finde en vej til Ernebjerg Skov gennem Hesbjerg Skov. Dette skovområde er umiddelbart ikke tilgængeligt, og udgør en mindre del af de til sammen 486 hektarer der er fredet. Men jeg kom aldrig så langt, for den skovvej jeg havde valgt viste sig at være et paradis for alverdens insekter, og jeg fandt et mindre område ved en lysning, hvor der er en lille koloni af Hønsetarm-Glansugle. Den er kategoriseret som sjælden på naturbasen.dk, og der er gjort ganske få fund af den på Fyn de seneste 20 år.

Det vidste jeg nu ikke noget om da jeg fandt den. Jeg kendte den ikke i forvejen, og da den ikke var særlig nem at tage billeder af blev det ikke til de helt gode skud. Jeg har i dag været derude igen, for at finde den, men det lykkes ikke. Sikkert på grund af vejret. Derimod var der en gevaldig larm i området, fordi der foregår udtyndning og flisning i umiddelbar nærhed af stedet hvor jeg fandt uglen. Jeg kontaktede derfor Den Danske Naturfond, som har købt Hesbjerg Skov, for at høre om man kunne skåne den lille plet med den lille sommerfugl. Og det har de lovet at de vil.

Update den 25. maj 2022: Har også fundet Hønsetarm-Glansugle i Elmelund Skov

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *